Julemærkehjem for overvægtige børn
Overvægt blandt børn og helt unge er et stadigt stigende problem, og mange familier har ikke det fornødne overskud til at gøre noget seriøst ved problemet. Ofte er det hele familiens kostvaner og dagligdag den er gal med, og rigtig mange børn oplever fejlslagne og ligefrem forkerte slankekure og diæter. For selvom et barn døjer med overvægt, skal der stadig den rigtige næring til, så barnets udvikling ikke hæmmes af fejlernæring.
Udover selve overvægten har børn med vægtproblemer ofte store problemer med selvtilliden. Det viser sig ofte i form af sengevædning, neglebidning, hovedpine og mavesmerter. Det er noget som man er opmærksom på på julemærkehjemmet, og en tidlig indsats kan ofte hjælpe barnet til en større selvtillid. Ofte opstår den manglende selvtillid som følge af mobning, og så er det en stor hjælp at give barnet nye trygge omgivelser, og dermed opnå en ny start.
Et ophold på Julemærkehjem er typisk ti uger, og i den periode taber børnene sig gennemsnitligt 8kg. De fleste børn er også meget klare over fremtiden når de kommer hjem fra Julemærkehjemmet, og har gode værktøjer i kufferten til at bevare vægttabet, selvtilliden og det genfundne humør.
Der er fire julemærkehjem i Danmark, de er beliggende i Skælskør, Kruså, Hobro og Ølsted. Da der er stigende efterspørgsel på en plads på julemærkehjem og kun få pladser er der ofte ventetid. Kun øgede midler til Julemærkehjemmene vil kunne gøre det muligt for flere børn at få et ophold. Du kan se hvordan du støtter julemærkesagen på deres hjemmeside: Julemaerket.dk
